Titelbillede (overskrift)

Danske SW-programmer

1. Indledning
2. Korte anmeldelser
3. Anmeldelse: TP Yatzy
4. Anmeldelse: Win Family 3.0b

I starten af perioden så det ud til at forrige udgaves righoldige forsyning af danske programmer var en enlig svale, men det viste sig kun at være en forbigående mangel. Desværre er bbs'ernes DK-Soft distributionsnet med udgangspunkt i The_Source bbs'en nede (oktober, november, december, januar) men det kommer vel op at stå igen! Derfor stammer de aktuelt omtalte programmer dels fra CD'ere og dels fra InterNettet, der hastigt er på vej til at overtage feltet som den primære distributionkilde for danske programmer på shareware, freeware, publicdomain og demo områderne ...

Tidligere har jeg gjort en del ud af altid at få nævnt de danske programmer og opdateringer, også selvom de var af mindre størrelse, og hvis ... så mindst med en kort bemærning under notitserne. Det er forsømt på det sidste, men jeg prøver at vende tilbage til den gamle politik. Skulle jeg overse noget, er autorer o.a. velkomne til skrive til redaktionen med info og forslag eller sende programmer direkte for anmeldelse.

Korte anmeldelser

Crypt 2.0ß
Extended Directory 4.40
FileManager Pro 0.99ß
Jørgen's Cheat Collection 1.10
Rekon 3.80
XD 4.30 (Pallesgaard)

Tilbage til start på dette kapitel
Tilbage til index-kapitlet

Crypt1 2.0ß

Programnavn: Crypt1 Version: 2.0 beta
Autor/udgiver: L-Software Hardware:
Kategori: Dos - sikkerhed - kryptering Software: Dos 3.3x
Kilde: All&More bbs - 2:234/73 Status: ShareWare
Forudsætninger: Elementært kendskab til Dos Pris: 50.00 dkr
Detaljer Lille krypteringsprogram (kun ASCII) Sprog Engelsk

Det lille ukomfortable, kommandolinjestyrede krypteringsprogram fornår ikke rigtig at overbevise mig om noget som helst, snarere tværtimod. Det virker sikkert efter hensigten, men det er bare ikke nok, når man sammenligner med fx. det tilsvarende XCrypt, der er gratis og fomår at kryptere alle filtyper. Sikkerheden kan ikke være fantastisk, da password maksimalt kan være på 20 tegn og må være rimelig nemt at knække med en dåseåbner. At autor så i en fil præsenterer sig som "Lucifer", vækker ikke min sympati ... den slags navne kan gå an på demoscenen og i gratis programmer, men optræder de i shareware, må man finde sig i at blive betragtet som mindre seriøs (der opgives dog et normalt dansk navn ved oplysningerne om registrering :-).

Selv med respekt for det danskproducerede må jeg anbefale brugerne at vurdere alternativerne først!

Extended Directory 4.40

Programnavn: Extended Directory (XD) Version: 4.40a
Autor/udgiver: Peter H.S.Madsen Hardware:
Kategori: Dos - filstyring - DIR - liste Software: Dos 3.3x
Kilde: AltOmData_CD 96/09 Status: FreeWare
Forudsætninger: Elementært kendskab til Dos Pris: 0.00 dkr
Detaljer Solidt, farvekodet DIR program Sprog Engelsk, også dansk manual

Sidst behandlet i version 4.24 - tilsyneladende ingen større ændringer. Da denne version er så 'gammel' som fra maj måned, er den sikkert allerede genopdateret, men kan selvfølgelig stadig bruges. Jeg er selv blevet tilvænnet et farvekodet DIR program og befinder mig dårligt ved dosprompten, hvis jeg skal nøjes med dos'ens DIR program. XD fylder under 100k og kun de færreste vil fortryde at lægge XD i et pathdirektorie!

Filemanager Pro 0.99ß

Programnavn: Filemanager Pro Version: 0.99 beta
Autor/udgiver: Morten Poulsen Hardware:
Kategori: Dos - filstyring - filmanager Software: Dos
Kilde: Black Adder bbs 2:236/300 Status: FreeWare
Forudsætninger: Elementært kendskab til Dos Pris: 0.00 dkr
Detaljer Enkel filmanager med Win95 support Sprog Engelsk

Det er her lykkedes at fremstille en filbestyrer, der kun fylder 110k og som extra rummer både en billedviewer (GIF og BMP), en editor, dir-operationer (flyt eller kopier helt direktorie eller direktorietræ), sysinfo, pakkestyring (ZIP og RAR - selve programmerne ej inkluderet) samt support af lange Win95 filnavne. Ikke så lidt endda.

Programmet virker gnidningsløst, om end det er noget tungt at danse med, da der bruges et ikke særlig godt beskrevet koncept mht support af flere dirs eller drev. I stedet for at bruge et vindue til et drev/direktorie bruges den totale skærm med support af op til 4 skærme dvs 4 vinduer samtidig med hurtigt skifte vindue via en hotkey.

Selvom man kan tilgive autor, at han springer dokumentationen over, mens programmet er i betafasen, er det ikke helt tilfredsstillende, når en vigtig funktion er så anderledes udformet som set her. Denne burde have været beskrevet, mens man bedre ville kunne vente på beskrivelsen af andre funktioner af standardtypen.

FMpro er gratis freeware mens i betafasen - til gengæld forventes det, at man bidrager med fejlrapporter!

Jørgen's Cheat Collection

Kevin Solvays brugervenlige BigText program har været benyttet af mange autorer fra sw/fw/pd områder på grund af den nemme brug både for program/tekst-autor og for slutbrugeren = læseren og har været anvendelig både for organisering af tekster med viewer og menustystem o.a. funktioner, men har samtidig været ligeså velegnet til præsentation af fx. diskbaserede manualer og vejledninger mm.

Den er da også hjertet i Jørgen Olsen's norsk-producerede cheatsamling, som her tages med blandt de danske programmer (vi har vel nordisk sindelag). Programmet er skrevet på engelsk, men da det gælder ALLE cheatsamlinger - selv de få danskproducerede - at de overvejende er på engelsk, er der her ingen grund til kritik af JCC programmet.

Nu er der der også danske (engelsksprogede) udgivelser med dette emne, endda større samlinger, heaf  helt gratis freeware og/eller publicdomain samlinger. Ikke helt underligt, da en større del af samlingerne udgøres af info direkte plukket fra FidoNet- og InterNet konferencer. Og derfor skal der også noget særligt til for at retfærdiggøre omtalen af endnu en cheatsamling. Nærmere følger efter programfacts:
Programnavn: Jørgen's Cheat Collection Version: 1.10
Autor/udgiver: Jørgen Olsen Hardware:
Kategori: Dos - spil - utils - cheats Software: Dos 3.3x
Begrænset Kun cheats til 200 af de ialt 760 spil Status: ShareWare
Forudsætninger: Elementært kendskab til Dos Pris: 100.00 nkr
Detaljer Cheatsamling for SW og kommercielle spil Sprog Engelsk

For det første løb jeg ud i problemer med JCC, for programmet ville simpelthen ikke køre pga manglende hukommelse. Det var underligt, for jeg har lavet utallige BigText programmer og aldrig oplevet problemet. Men med JCC har Jørgen Olsen for det første lavet en rigtig stor tekstfil (500-700 kb?) og for det andet brugt en anden EXE-kompressor end den LZEXE, jeg normalt bruger. Om det nu er det ene eller det andet - JCC ville i hvert fald ikke køre i et dosvindue!

Hm, jeg prøver en helskærmssession - 0 putte! Ok, ud i ren dos - heller ikke! De 500K til rådighed her er ikke imponerende meget, men har faktisk aldrig givet problemer før. Sidste udvej var endelig at køre JCC som doskrævende program og med tilpasset konfiguration! Da SB-driverne blev taget ud, lod det sig endelig gøre, men der var dog ikke nok til overs til, at det fx. lod sig gøre at printe ud fra JCC!

Der vil sikkert være andre brugere end jeg, der vil opleve dette problem, hvad enten man stadig kører den gamle MS-Dos eller Win95/Dos7 og her vil der komme en del - navnlig blandt nye/uerfarne bruger - som må opgive at køre JCC. Og at de begynder at rode med systemkonfiguration vil jeg bestemt fraråde for et program som JCC's skyld.

Jeg må her klandre autor for manglende forudseenhed eller mere præcist sjusk. Det burde være checket allerede inden udsendelsen.

Løsningen med Bigtext er enkel - nemlig ligesom med ShareWare-Bladet tidligere - at bruge mindre seperate kapitler og det brugervenlige menusystem, som BigText også stiller til rådighed. Mon ikke næste version allerede har denne opdeling med ?!

Selvom programmet er engelsksproget for at kunne begå sig på det internationale marked, er diverse cheats ikke blot taget råt for usødet, men redigeret for konsistens og tilpasset JCC's standarder. Eksempelvis for DUKE3D er det gjort godt med flere koder, jeg ikke før har set. Jørgen Olsen kan da heller ikke klare dette alene (ville jo kræve, at han anskaffede sig ALLE nye/gamle kommercielle og shareware spil), men får støtte af et større hold af spillefugle til tests mv. Teksten er grundig og velskrevet.

For at opmuntre til registrering er JCC begrænset: til 200 af ialt 760 spil i fuldversionen. Både kommercielle spil og shareware spil er repræsenteret. Prisen er aldeles rimelig, da man for de 100 norske kroner får det komplette program tilsendt, så det kan ikke gøres billigere, når det skal være shareware.

Et lille fif kom jeg i tanke om at prøve undervejs. Ved skrivningen af bladet plejer jeg normalt at importere min programbeskrivelse i HTML-editoren. Lidt klodset da det er ren tekst med et omfang på op til 400k, og reformateringen tager tid, foruden at jeg ved editorens cut/paste funktion går glip af  ÆØÅæøå. I stedet prøvede jeg direkte fra min doseditor (og tekstviewer) at bruge panelknapperne foroven i dosvinduet. Det virkede som en drøm, var langt nemmere og påvirkede ikke dos'ens ÆØÅæøå, der nu per automatik blev oversat korrekt!

Er du spillefugl, kan du godt anbefales at kigge SW-versionen nærmere efter i sømmene. Men husk dog at sammenligne med andre cheatsamlinger, som der findes en del af, for at finde den der bedst passer til dit temparement og dine spil. (JCC har en udmærket oversigt over alle spil, der er cheats for i den komplette NSV version).

01.01.97 -nb

Rekon 3.80

Programnavn: Rekon Version: 3.80
Autor/udgiver: Jakob Paikin Hardware: Intet specielt
Kategori: Dos - økonomi - regnskab Software: Dos 3.3x
Kilde: http://www.image.dk/~paikin Status: ShareWare
Forudsætninger: Elementært kendskab til Dos Pris: 280.00 dkr inkl. moms
Detaljer Solidt regnskabsprogram med foreningskartotek Sprog Dansk

Paikin har en fast politik med altid at opdatere det stærke regnskabsprogram mindst een gang om året, sædvanligt i efteråret. Desuden udsendes der større opdateringer, når de er færdige, samt øjeblikkelige fejlrettelser hvis der findes fejl af alvorligere art. Men i alle større programmer finder både programmøren selv og brugerne småting, som man enten kunne tænke sig lavet på en anden måde, eller småfejl, der ikke generer programkørslen, men som ikke ser så pæne ud (tilsvarende i ShareWare-Bladet er fx. stavefejl, som ikke ødelægger bladprogrammet, og derfor skal være meget grove for udsendelse af en ny bladversion).

Hvis der ikke i perioden siden sidste opdatering er opdaget større fejl eller lavet nye funktioner, vælger mange autorer på denne baggrundslet ikke at udsende opdatering.Det lyder sympatisk, men er faktisk samtidig noget negativt.

For grunden til, at man ikke ser noget nyt, kan også være, at autor ikke mere arbejder med programmet på seriøs vis?

Hvis der med regelmæssige mellemrum udsendes opdateringer, er der osse en rimelig chance for, at han mindst har gået programmet igennem og vurderet, om det stadig var tidssvarende, om der skulle nye funktioner med osv.

Brugeren kan føle sig mere sikker på at være uptodate med programmet end hvis han fx. møder en 4 år gammel programversion.

Og ikke mindst kan autoren ved den årlige afpudsning sikre sig, at adresser (fysiske og Email) og priser stadig er aktuelle!

Denne 3.80'er er faktisk en sådan vedligeholdelses-version, for det er meget små ændringer, der er foretaget siden 3.70 - kun en mindre fejl i momsberegning er det blevet til samt et par ubetydelige fejl. Vil du holde styr på din privatøkonomi eller en forening, er Rekon et godt valg!

XD 4.30

har givet anledning til en del forvirring idet også et andet program (eXtended Dir) benytter XD-navnet i arkiverne og da versionsnumrene ligger rimelig tæt, er det altid spændende, hvilket af de to programmer, man får fat på:-) for programmerne er hverken ens eller har samme funktion!.

Uden at ville forklejne eXtended_Dir hører den »rigtige« XD til et af mine favoritprogrammer som ligger fast på min harddisk og bruges utallige gange, også selvom jeg kun udnytter dirskifte-funktionen (Nortonlike) i programmet, mens filsøgningen (efter filnavn, tekst mm.) normalt overlades til andre programmer ...
Programnavn: XD Version: 4.30
Autor/udgiver: Tommy Pallesgaard Hardware:
Kategori: Dos - filstyring - dirskifte og filfinder Software: Dos 3.3x
Kilde: PC Århus bbs - 2:238/131 Status: ShareWare
Forudsætninger: Elementært kendskab til Dos Pris: 50.00 dkr
Detaljer Nortonlike dir/drev-skifte og  filfinder Sprog Danak

Fordelen er ved dirskifter, at XD accepterer både drevskifter samt endnu bedre, selv forkortede eller forkert skrevne direktorienavne. Ønsker jeg fx. at skifte til e:\grafik\mccanna er det tilstrækkeligt at skrive XD MCC og selvom den skulle smutte med XD MCV blir jeg alligevel landet i det rígtige drev/direktorie (det gælder dog ikke altid ... hovedreglen er, at man flytter til det direktorie hvis begyndelsesbogstaver mest ligner det skrevne ...

Der er nyheder med denne gang! Både i form af et installationsprogram og en grafisk brugerflade med VGA 640x480x16 grafik. Desværre skal man (fra Win95 og vel osse OS/2) helt op i fuldskærmsmode før de forvanskede streger i menubilledet og musecursoren forvandles til de pæne afbildninger, de i virkeligheden er, men indtil man finder ud af det, virker det lidt forvirrende, hvis ikke XD installeres fra en helskærms dos-session. 

Det bliver dog ikke meget, jeg får brugt menuerne - ikke fordi de er dårlige, men fordi menuerne bedst udnyttes sammen med filfinderfunktionen, som jeg kun sjældent benytter - og at benytte menuerne til dirskifterne er som at skyde spurve med kanoner (og betydeligt langsommere end at bruge kommandolinjen) ...

Konklusion: Varm anbefaling. bruger du nogensinde dosprompten, er XD uundværlig!  
Og dansk! Og gratis!

07.01.97 -nb

Tilbage til start på dette kapitel
Tilbage til index-kapitlet

TP Yatzy

Yatzyspil - også dansk findes allerede - men kun få for Windows, og kun få dansksprogede, og når det osse er gratis freeware, nærer jeg allerede fra starten en stor sympati for nytilkommeren TP Yatzy. Vi kigger på facts:
Programnavn: TP Yatzy Version: 1.10
Autor/udgiver: Thomas P. Olsen Hardware: Som Windows
Kategori: Windows - spil - terninger - yatzyspil Software: Windows31x
Kilde: AltOmData_CD 96/05 Status: FreeWare
Forudsætninger: Elementært kendskab til Windows Pris: 0.00 dkr
Detaljer Solid og pænt lille yatzyspil for 1 spiller Sprog Dansk

Selve programmet skuffer heller ikke, selvom man ikke får så meget for pengene :-)

Det er kun muligt at være 1 spiller - flerspillermode findes ikke. Og her gælder osse, at TPY ikke kan startes op som multisession .....?!???

Hm, det kan den faktisk godt.

Godt_Ord_Igen og Om_Igen.

Hvis man vil spille to eller flere, så starter man lige så mange TPY'ere op som antallet af spillere og spiller herefter på skift ...

Der er en highscoreliste og en lille hjælp til.

Konklusion: Kan anbefales!

13.11.96 -nb

Tilbage til start på dette kapitel
Tilbage til index-kapitlet

Win Family

Slægtsforskning  er ikke den type program, som automatisk lægger sig først, når man tænker på computerprogrammer og shareware, men ikke desto mindre har området så store traditioner, at genren er særdeles solidt repræsenteret - sikkert først og fremmest pga den amerikanske  interesse for slægtshistorie, der nærmest kan betegnes som manisk, og dels fordi området er perfekt egnet til at udnytte computerens bedste egenskaber, når skrivefejlene først er ryddet af vejen.

Selv danske programmer ses i form af Østergårds lille engelsksprogede familiebase, den oversatte klassiker Brothers Keeper og den her omtalte Win Family, der i version 3.0 ser ud til at være et stærkt program i modsætning til version 1.0, der var en slem omgang crippleware (begrænset til max 10 programstarter og havde således ikke noget at gøre med shareware). WF30 er kun begrænset med start/slut-meddelelser som normalt ved shareware og eneste spærrede funktion er print. Da det er en vigtig funktion, skal det nævnes i en anmeldelse, for brugeren får dermed ikke mulighed for at teste een af hovedfunktionerne og dermed lejlighed til at se, om denne side er tilfredsstillende. Skal der vælges en begrænsning, er det for en autor lidt af et mareridt at vælge mellem funktioner, kapacitet og tid, men det kan vi komme tilbage til en anden gang! De kolde facts i tabelform er:
Programnavn: Win Family Version: 3.0b
Autor/udgiver: JaMoDat Hardware: Som Windows
Kategori: Windows - fritid - historie - slægtsforskning Software: Windows31x
Kilde: AltOmData_CD 96/04 Status: ShareWare
Forudsætninger: Elementært kendskab til Windows Pris: 375.00 dkr
Detaljer Solid slægtsdatabase med GEDCOM, billeder mm. Print Print spærret

Installation er problemløs med autoinstall, der tillader fri placering af WP på ønsket drev og direktorie. Og herefter præsenterer WF sig med åbningsbilledet og en allerede indtastet demobase overvejende med interessante, historiske skikkelser fra kongerækken, man kan bruge til at lære WF nærmere at kende, inden man går i krig med egne projekter.

Hvis man ikke i forvejen er ekspert, kan det anbefales at lege med mulighederne først - og selvom man  er på hjemmebane, er det alligevel en go' ide at læse teksten (hjælpen) igennem inden seriøst arbejde, da arbejdet med WF ligesom med alle andre specialdatabaser specielt er kritisk i konstruktionsfasen - hvor selv mindre forglemmelser kan koste dyrt i form af tidsspilde eller tabte muligheder senere hen.

Denne risiko er dog stærkt formindsket pga den gode GEDCOM eksport og import. Bliver man klar over uoprettelige konstruktionsfejl, kan der oprettes en ny base med korektioner af disse og efterfølgende import af data, så arbejdet med tastningerne ikke er spildt. GEDCOM betyder selvfølgelig også, at det er let at arbejde med flere, samtidige og/eller fremmede projekter og dele data med andre - ved større projekter kan disse opdeles i delarbejder, som først samles til sidst osv...

Billede af WinFamily

Ovennævnte skæmbillede er ikke fra menumenuen, men en undermenu, hvis man linker de indtastede personers slægtsskab - i dette tilfælde børn. Personen (faderen) er her valgt nederst ved dobbeltklik, hvorefter børn simpelthen trækkes op i vinduet øverst til venstre (det felt, hvor der står børn :-) Kan det være nemmere ?

Brugerfladen skal man dog li'e vænne sig til, da den overskuelige toolbar får det til at se nemmere ud, end det egentlig er :-) men der er særdeles gode muligheder for tilpasning af faneblade og datafelter til præcis den udformning, man ønsker. Antallet af datafelter og noter tillader mange, fleksible oplysninger, og der er god support af manglende oplysninger af vigtigere karat som fornavn, efternavn, fødselsdag, dødsdag mm.

Statistik er med foruden masser af andre funktioner som Multimedia: Billeder mm. kan tilknyttes til enkelte personer - her er det muligt at specificere forskellige billeder af samme person afhængigt fx. af output format med farvebillede på skærmen, alternativt s/h billeder for papirprint.

Konklusion: Stærkt program, der udnytter Windows fordele med grafisk præsentation og rapportprint godt. Prisen særdeles rimelig på 375 dkr. Kan anbefales.

06.08.96 -nb

Tilbage til start på dette kapitel
Tilbage til index-kapitlet

ShareWare-Bladet, Copyright 1996, Niels Bjerre.